Drømmen om indlandsisen 2 - Om ikke at give op

on .

En af de ting jeg skal træne specifikt inden min tur til indlandsisen er at 'trække dæk', dvs. træne i at have vægt på slæb når man går med pulk. En pulk er en form for slæde som man trækker efter sig via en stang eller snor.
'At trække dæk' består i alt sin enkelthed i at man istedet for en pulk, spænder et par gamle bildæk fast i snoren, og så bare traver ud i skove og på stier. 

På billedet ses nederst pulk/trækselen som består af et kraftigt hoftebælte, samt stropper der går over skulderne. Foran kan disse stropper holdes sammen med en brystrem som det er kendt fra rygsække. Faktisk minder selen mest af alt om en 'rygsæk uden sæk'.
I hver side er der fastgjort et metaløje som er her du trækker rebbet til pulken igennem. På mit setup har jeg trukket et reb gennem begge øjer, for derefter at binde enderne sammen og hægte en karabinhage på.
Rebbet skal være så langt at karabinen kommer til at sidde så langt fra dig at du kan se den, men ikke længere end du kan nå den eller når jorden når du kobler fra. Ideen med denne to-deling af rebbet til pulken er at kunne koble sig til og fra på en let tilgængelig måde, hvis man f.eks. skal tisse el.lign., men uden at slæbe et flere meter langt reb efter sig, med de praktiske problemer det kan give.

Den anden del af rebbet har bare fået enderne bundet sammen, og kan dermed hægtes ind i den første karabin, samt i en anden karabin ved dækket. I dækkene er der boret to huller i slidbanen over for hinanden, i det forreste dæk kan man dermed sætte et øje igennem tilspændt med en stor spændeskive og en møtrik, her kan karabinen så hægtes fast. Bagved ligger man så det næste dæk, og sætter en bolt igennem de to dæk og spænder dem sammen.

Indtil videre har jeg været ude at teste mit setup en enkelt gang. Pt består træningen alene af løb og cykling, mens den mere specifikke del bestående af styrketræning, dæktræk og gåture begynder senere på året. Heldigvis har jeg en fornuftig grundform, og jo bedre form man er i, jo mere overskud har man i de pressede situationer.

I denne tid er selvrealisering et af de store buzzword, i den fysiske afskygning handler det tit om marathon eller ironman. En tur på små 600  km over 27-28 dage i arktisk klima er selvsagt en stor fysisk udfordring, men i mit hoved er det ikke den fysiske del af målet der er vigtigst at opnå for mig. For mig er processen, oplevelsen, sammen med det mentale aspekt det vigtigste. Selvom man er en gruppe, vil man i mange timer hver dag gå "alene", uden at snakke med andre og det vil jeg prøve at udnytte positivt.
For nogen betyder "selvrealisering" også anerkendelse fra andre, men man kan ikke præstere sit yderste alene på lysten til at blive anerkendt af andre.

Det er vigtigt at have en indre flamme der brænder når der skal graves dybt. Det skal komme inde fra.

En af de ting man skal forberede sig på er tanken om at give op. Af praktiske grunde er det ikke så nemt at kaste håndklædet i ringen når man står midt på indlandsisen. Man kan ikke bare sige 'nu gider jeg ikke mere' og så gå hjem... Det hjælper selvfølgelig til at blive ved, men tanken vil med en vis sandsynlighed ramme én på et eller andet tidspunkt. Den slags kan man allerede hjemmefra øve sig på, og have en plan for hvordan man håndtere.
Den bedste forberedelse for ikke at give op er ikke at gøre det første gang. Ment på den måde at hvis man første gang har givet op, så kan det blive en vane, og en mulighed næste gang. Som træner er en af de ting jeg forsøger at indprinte vores atleter at "quitting is not an option", fordi det er en ond og farlig spiral for en eliteudøver. På sigt er et dårligt resultat bedre end at give op undervejs, for helt basalt set er det lige meget hvad andre tænker (om ens dårlige resultat), det der for atletens videre udvikling tæller er, hvad der sker inde i hovedet på dem selv. Og der er tanken om at give op ikke god. Både i træning og konkurrence.

Efter jeg besluttede at jeg gerne ville deltage i denne ekspedition, men inden jeg var officielt tilmeldt, dødede min morfar. Han var en meget betydningsfuld person for mig, og en person jeg igennem hele min opvækst har set meget op til. Derfor har jeg også besluttet at hvis det lykkedes mig at krydse indlandsisen vil jeg dedikere den succes til ham.
På den måde er det også en 'stopklods' for de negative tanker når man virkelig skal kæmpe, fordi man ikke vil 'svigte' en person der betyder så meget.

Senere på året skal jeg selvfølgelig have klarlagt hvilket grej jeg mangler. Da jeg skal bruge nogle ski og støvler som jeg formentlig ikke får så meget brug for efterfølgende, vil jeg forsøge at finde en sponsor til evt. udlån eller leje af disse for at holde omkostningerne lidt nede på et projekt som i forvejen spiser størstedelen af opsparingen. Mere om grej senere...

/Jesper

Har du spørgsmål eller kommentarer så benyt gerne vores facebookside på Facebook.com/nucedk

Drømmen om indlandsisen 1 - Indledning