Drømmen om indlandsisen 3 - Order to go

on .

En af de vigtigste ting for at drømmen om at krydse indlandsisen kan gå i opfyldelse er selvfølgelig at turen får 'order to go', og bliver gennemført. Planen har været at der skulle være seks tilmeldte senest 1. september i år før det skete, og jeg er løbende blevet orienteret om hvor mange der har tilmeldt sig siden jeg som det første gjorde det.

I sidste uge fik jeg besked om at der nu var fem tilmeldte, og jeg har selvfølgelig været spændt på om der kom flere. I denne uge har beskeden så lydt at der stadig var fem tilmeldte, og et par interesserede, men at turen bliver gennemført uanset om der komme yderligere tilmeldte!
Desuden bliver det Erik selv der går med os som guide, så det er også meget tilfredsstillende. Så det har været en rigtig god uge for projektet, og giver ro på.

Til de kommende møder omkring turen skal vi gennemgå grej, og får råd til hvad der er godt og skidt. Derfor har jeg også planlagt ikke at skulle købe alt for meget ind før jeg er sikker på at det er de rigtige ting jeg køber, da det er rart at være sikkert på at grejet opfylder alle de krav som er påkrævet. Og hertil vil Eriks store erfaring være guld værd.
I denne uge startede Friluftsland deres udsalg, og de havde i stil med tidligere køtilbud til de første kunder. Derfor øjnede jeg muligheden for at få en god rabat på noget af det dyrere grej som jeg ved at jeg får brug for. Køtilbudene var lavet således at de første fem i køen fik 40%, de næste fem 35% osv. til de i alt tyve første.
Jeg var meget i tvivl om hvornår man skulle komme for at få en god plads, men da jeg på den ene side ikke havde mulighed for at komme tidligere end kort før midnat onsdag, og på den anden side synes det ville være synd at komme for sent fordi man lige ville sove en ekstra time om morgenen. Derfor pakkede jeg sovepose, liggeunderlag og telt og drog ind til butikken tæt på Nørreport sent onsdag aften. Da jeg ankom lå der fem i køen, og jeg ville derfor få 35%.
Oprindeligt havde jeg overvejet bare at tage et Goretex-overtræk ud over soveposen, men valgte i sidste øjeblik at tage mit MSR Hubba HP énmandstelt med. Teltet er en type der er selvstående, hvilket er et stort plus når man skal sove på et fortorv hvor det selvsagt er svært at slå pløkker i, dog slog jeg ikke apsis op, for ikke at fylde for meget. At ligge i telt havde i øvrigt en glædelig og overraskende fordel. Jeg havde ikke forventet at der kom så mange (de fleste fulde og/eller skøre) mennesker forbi i løbet af en onsdag nat, og jeg tror at dem der bare lå i deres soveposer blev lidt trætte af at blive spurgt "Hvad ligger I her for? Ligger I i kø? Er det et godt udsalg? Hvad skal du købe? Er det koldt?". Inden butikken åbnede blev der serveret morgenbrød og kaffe til de fremmødte.
Min kørabat blev brugt på en ekspeditionssovepose fra Western Mountaineering, og foruden dén var jeg heldig at butikken havde flere andre vare som jeg skulle bruge på udsalg. I alt sparede jeg knap 6.000 kr, så det var helt sikkert værd at ligge i telt i de 8 timer.

Med mig hjem fik jeg:
Western Mountaineering Bison Gore sovepose
Arc'teryx Theta SV Bib skalbukser
Houdini Power Houdi trøje
Ortovox Hoody trøje
The North Face Flyweight Hoody trøje
Fjällräven Karl Zip-off vandrebukser

grej 1

Plus lidt løsdele som cap, drikkedunk og vandtætte opbevaringsposer.

I den kommende tid vil jeg ligge beskrivelser af grejet op på siden...

Drømmen om indlandsisen 2 - Om ikke at give op
Drømmen om indlandsisen 1 - Indledning