Drømmen om indlandsisen - Refleksioner over en ekspedition

on .

Her en måned efter hjemkomsten til Danmark, er det tid til at opdatere bloggen med mine refleksioner over turen. Det vil hovedsageligt handle om mine egne tanker og oplevelser.

Turen blev langt mere begivenhedsrig end vi havde forestillet os, og har gjort et kæmpe indtryk. Vores kamp med indlandsisen var hård, og lang, men vi klarede den. Man må aldrig tro at man har besejret indlandsisen for bestandigt, for den lader sig ikke tæmme, men vi vandt første runde.

I en lang periode kæmpede vi med sygdom, som tærede på holdet, ikke kun dem som var syge men også dem der måtte trække et større læs. Efter ’summit’ blev vi ramt af en snestorm som holdt os fanget i tre og et halvt døgn, og lagde pres på vores tidsplan. Samtidig mistede vi ved et uheld al vores ’reserve brændstof’.
Få dage efter ramte vi rigtig dyb sne. Én dag måtte vi stoppe efter fem timers hårde strabadser, med et udbytte på kun 5,7 km tilbagelagt. Status var at vi havde mad og brændstof til tre dage mere, og vi manglede små 100 km. Med dagens få tilbagelagte kilometer in mente, skulle der ikke meget hovedregning til for at regne ud at vi var pressede.
Men med et vildt ridt de sidste dage nåede vi vores mål. Da vi endelig nåede bygden Isortoq havde jeg været vågen i de sidste 50 timer, og vi havde gået i 28,5 time i træk. Symptomatisk på hele afslutning af vores tur.
For et mere fyldigt referat se Eriks blog på komud.dk

Kenneth 622

Forberedelse

Mine forberedelser gik rigtig godt, og jeg havde undgået skader undervejs. Jeg var så meget oven på, at jeg kunne tillade mig at trappe meget ned før turen, for at være helt frisk inden det store slag. De mange timers træning bar frugt. Selvom jeg undervejs havde mange problemer, følte jeg hele tiden at min form og min ben var optimalt forberedt, og betød at jeg stadig kunne klare mig til trods for f.eks. lungebetændelse.

Forfulgt af uheld på sit livs tur

Allerede på dag 2 blev jeg ramt af mit første uheld. I brefaldet styrtede jeg hele tre gange. Den første gang var min egen skyld, en decideret ”fejl 40”, hvor jeg undervurderede min pulks træk og blev trukket med ned over en isskrænt. De to andre gange blev jeg trukket omkuld af min makkers pulk der træk i vores sikkerhedsreb. Jeg slog min hofte, og måtte sove på den modsatte side de efterfølgende nætter.
Da vi kom op over brefaldet og fik ski på, begyndte jeg at få problemer med at mine støvler trykkede på mine hæle. Smerten drev mig til vanvid, og støvlerne måtte under kærlig behandling. Allerede en uge inde på isen måtte jeg på min første antiinflamatoriske og smertestillende kur.
På trods af kendte problemer med eksem, gik jeg fra starten af turen med tensoplast på fødderne, for at undgå vabler. Min vurdering var, at det var bedre at have kløe, end at have vabler. Kort efter mine problemer med hælene, begyndt jeg at få kraftigt eksem på fødderne, og kløen ødelagde min nattesøvn flere dage frem.
På starten af turen var flere andre syge, og lige som jeg var ved at være over mine fodproblemer, var det min tur til at føle mig sløj og få ondt i halsen. Efter nogle dage derefter måtte jeg tage smertestillende om aftenen, for at kunne få ro til at sove. Fra dag 12 til 22 havde jeg ikke en ordentlig nats søvn.
Stille og roligt satte min sygdom sig på lungerne, og da en lungebetændelse var en realitet kom jeg i penicilin behandling i ti dage frem. Med knap en uge tilbage var jeg endelig ved at blive frisk igen, og kun lidt problemer med hævede storetær generede mig til sidst.

Betale tilbage

Grundet mine mange problemer undervejs, måtte jeg flere gange aflevere kilo til andre som var bedre gående. Især under min lungebetændelse havde jeg problemer med at kunne følge de andres tempo, da jeg simpelthen ikke kunne få luft nok. Den manglende søvn i flere uger spillede også ind på min restitution. Jeg tror dog at min grundige forberedelse har gjort, at jeg trods alt stadig kunne gå mange timer om dagen selvom jeg var ramt af sygdom.
Jeg følte selv at jeg kæmpede det bedste jeg kunne, men i baghovedet lå der hele tiden en følelse af at være mere en belastning for holdet, end jeg var et aktiv. Måske en lidt forfængelig tanke, men ikke desto mindre noget der generede mig. Jeg var ked af hvis jeg skulle komme hjem fra mit livs tur, uden fornemmelsen af ”selv at have gjort det”.
På den måde var det, da jeg den sidste uge var frisk og rigtig godt gående, held i uheld at vi løb ind i den dybe sne. Da vi måtte ændre formation pga sneen, var jeg hurtig til at melde mig frivilligt til at forsøge at gå forrest sammen med vores leder Erik, for at trampe spor foran resten af gruppen. Der vidste jeg endnu ikke hvor frisk og godt gående jeg var, selvom jeg følte det gik den rigtige vej, men det var et forsøg værd at prøve. Ikke mindst fordi jeg inde i mig havde besluttet at nu ville jeg ofre mig 100% for at vi kom over. Så længe jeg kunne gå på vilje og smertestillende, så ville jeg bare mase på til jeg ikke kunne mere.
Det er en anden tilgang end hvad jeg selv prædiker over for f.eks. de atleter jeg som træner arbejder med til dagligt, men i situationen følte jeg at jeg her stod over for en større sag end om jeg selv kom hjem med skader. Der var ingen ’næste konkurrence’ eller karriere at tage højde for. Det var til Isortoq og ikke længere det handlede om.

IMG 0798

De sidste dage

De sidste fire dage hvor Erik og jeg gik i front var for mig de bedste dage på turen. Endelig havde jeg mulighed for at kunne arbejde igennem.
Især den første dag var fysisk meget tung, da vi gik i sne til midt på lårerne, men jeg havde hele tiden en følelse af at kunne forsætte. Selv på den sidste dag hvor vi gik i over et døgn, havde jeg en tyrkertro på at jeg kunne blive ved. Til sidst havde jeg for længst fået tusinde meter blik, og gik som en zombie. Men inde i mit hoved var jeg overbevist om at jeg kunne gå for evigt. Hvis bare jeg jævnligt kunne få en kort pause til at fokusere min mentale energi. Min vilje skulle ikke sætte en stopper før min fysik gjorde det. En god afslutning.

Det perfekte øjeblik

Et par timer efter vi var gået fra lejren på det der skulle blive vores sidste dag på isen, blev jeg ramt af et regulært ’walkers high’. Erik og jeg gik i forvejen for at lave spor, og jeg fik en følelse af at vi var de eneste mennesker i hele verden. Alene i den store hvide ørken. Midt om natten. Sigten var semi-dårlig, og gav én følelsen af at gå inde i en stor katedral af sne. Vi gik bare. Samarbejdet kørte. De eneste ord der blev mæglet var et lavmælt ’skift’ fra Erik, når det var min tur til at komme ned og gå bagerst.
Pludselig fik jeg følelsen af ultimativt flow. Jeg var i nuet. Ikke bare ’hverdags-nuet’ som jeg bilder mig selv ind at være i når jeg f.eks. går derhjemme i skoven en søndag morgen. Men det RIGTIGE nu! Det føltes som om jeg var sat i verden for at være lige præcis her. I dette øjeblik. Som om al tid derefter vil blive et forsøg på at nå tilbage til den følelse.
Jeg husker ikke hvor længe det varede, eller om jeg fortalte Erik om det bagefter. Men når jeg tænker tilbage på det, og når jeg skriver disse linjer, får jeg gåsehud på armene af at tænke på det.

Refleksion over livet

Et af mine mål med turen var at reflektere over mit liv og min hverdag. Men pga mine fysiske udfordringer undervejs, brugte jeg en stor del af min mentale energi på at kæmpe når vi gik. Derfor måtte jeg bruge aftenerne i teltet på at tænke over mit liv.
Dog var der også gode dage, hvor jeg kunne lade tankerne flyve mens vi gik. Heldigvis konstaterede jeg undervejs at jeg er ret tilfreds med det liv jeg lever, og at jeg ikke i den nuværende situation vil lave store ændringer.
Inden afrejse havde jeg forestillet mig at jeg ville få en masse gode ideer undervejs på turen, men har konstateret at jeg ikke har skrevet en eneste idé ned i min dagbog. Til gengæld er det kommet efter jeg kom hjem, og det ser jeg som et positivt tegn på at jeg har levet mig ind i situationen på isen mere end at det er noget negativt.
Turen har givet mig en virkelig dybfølt taknemmelighed, både over at vi klarede turen, men også over de fantastiske mennesker jeg kender og over hvor priviligeret jeg er herhjemme I hverdagen. Jeg føler at jeg har udviklet mig i forhold til min tilgang til andre mennesker, og begyndt at se livet fra en lidt anden vinkel, efter jeg har været hjemme et stykke tid, og fundet lidt ro. Noget jeg glæder mig meget til at udforske nærmere I den kommende tid.

Erik 513

Hjemkomst

Vores hjemrejse var turbulent, med konstante ændringer af flyafgange m.v., og vi var næsten hele tiden i alarmberedskab. Derfor glædede jeg mig meget til at komme hjem til vante rammer. Jeg er ikke til den store velkomst-festivitas i lufthavnen, men jeg vidste at mine forældre og min veninde Camilla ventede på mig i ankomsthallen, og det var et dejligt øjeblik at komme ud og møde dem igen efter en tur der havde føltes som om vi havde været væk i meget længere tid.
Allerede næste morgen blev jeg ramt af ’adventure hangover’, da jeg vågnede op i en tom og helt stille lejlighed, efter at have været tæt omgivet af mennesker de sidste syv uger. Derefter har det taget mig noget tid at vænne mig til hverdagen igen.
Ved at tage afsted har jeg fået perspektiveret min hverdag, og jeg har oplevet flere episoder hvor det virkelig har slået mig hvor godt vi har det I vores civiliserede verden. Et af de tydeligste ekspempler var da jeg sad I solen en sommeraften og fik en øl med et par kollegaer, som snakkede om hvor irriterende det var hvis man havde langt til toilettet I sin lejlighed, hvis man skulle op og tisse om natten. Det var svært ikke at tænke på, hvor irriterende det så er at skulle på toilettet om natten ude midt på indlandsisen. Når man bliver nød til at kravle ud af sin varme sovepose, og ud I 20 graders frost for at komme på toilettet :)

Uddrag fra dagbog

Undervejs på turen skrev jeg dagbog hver dag. Set I bakspejlet fortryder jeg, at jeg ikke noterede flere facts undervejs. F.eks. Hvor mange timer jeg cirka sov hver nat, da manglende søvn var en stor del af min tur. I et andet blogindlæg vil jeg komme med små uddrag fra min dagbog.

Tak

Jeg skylder mange mennesker en tak for at hele det her projekt har kunne lykkedes. Det ville være nemmest at skrive 'ingen nævnt, ingen glemt', da der er mange der har haft en finger med I spillet. Men jeg vil alligevel rette en stor tak til min familie, mine venner, kollegaer og alle de andre jeg omgåes til hverdag. I har udvist fantastisk fleksibilitet, for at jeg har kunne passe min træning, og få hele min hverdag til at fungere. Jeg er taknemmelig for at have så gode venner, som acceptere at jeg ikke har haft så meget tid og overskud til at ses under forberedelserne. Jeg håber at råde bod på det nu.
Der skal også lyde en tak til Erik og hele teamet som var med over isen. I var de bedste! Ikke mindst en helt speciel tak til verdens bedste teltmakker Kenneth, som holdt hånden over mig mens jeg var syg og ynkelig, din hjælp betød vanvittig meget.