Drømmen om indlandsisen - Røverhistorier

on .

Fra Danmarks Statistiks personaleblad 'Datastik':

Jeg er lige vågnet, og fjerner rørhalstørklædet som jeg har haft trukket helt op foran ansigtet. Tørrenettet med mine strømper og handsker der hænger øverst I teltet danser lystigt op og ned. Fandens, det stormer stadig! Jeg drejer hovedet ud mod teltdugen, og ser skyggen af sne stå næsten en meter oppe på teltets sider.

Vi har ligget vejrfast i tre dage, og jeg kan ikke ligge skjul på at jeg er ved at være træt af det.

Hver dag har vi været ude for at udbygge vores snemur, stramme barduner og grave sne væk fra teltet, og jeg tænker at det kan jeg lige så godt få overstået med det samme. Samtidig skal jeg på “toilettet”, og hente mad ude i vores pulke.

Nul toilet

Aftenen før havde jeg måtte opgive at komme på toilet. Jeg havde været henne ved vores nabotelt og ville bruge toilettet, et hul i sneen bag en snemur, på vej tilbage.

Jeg kunne svagt se den skistav der markerede hvor toilettet stod, men da jeg var få meter derfra faldt sigten som med et fingerknips til tæt på nul. Jeg vendte mig om for at se i retning af vores telt der stod 15 meter bag mig, men sigten var så dårlig at jeg i første omgang ikke så teltet. Min puls steg omgående.

Da mit blik søgte tilbage igen kunne jeg nu svagt skimte den ski der holdt det bagerste af teltet. “Okay Jesper, nu skal du vidst bare tilbage til det telt mens du stadig kan se det!”. At miste orienteringen i en snestorm herude, uden sit grej, kan være skæbnesvangert.

Med frosne hænder

I min inderlomme har jeg lagt de stykker toiletpapir som jeg har forberedt I forvejen. Det betaler sig herude, hvor man ikke vil udsættes for den iskolde vind i længere tid end nødvendigt.

Jeg tumler over et par snedriver før jeg kommer ind bag snemuren ved toilettet, og forsøger at åbne mine bukser, men jeg kan ikke få dem op. For fanden, ikke nu. Jeg må modvilligt tage mine yderhandsker af, så jeg kan få bukserne åbnet. Inden jeg får bukserne helt ned og sat mig, er mine underbukser allerede fyldt med fygesne.

Jeg får ordnet det jeg skal, og får tøjet på, men nu er mine fingre forfrosne. Da jeg når hen til vores telt kommer min makker Kenneth ud, og råber gennem den stærke vind til mig, at han nok skal grave teltet fri, mens jeg får hentet maden.

Dagen før har vi heldigvis gravet vores pulke op fra over én meter sne, så de er nemme at komme til. Jeg tager et hurtigt kik på træksnoren der sidder i enden af pulkene, så jeg kan se hvilken en der er min, og begynder at tage elastikkerne, der holder pulkene sammen, af.

Kostbar forveksling

Arbejdet er besværligt. Mine fingre er kolde. Mine yderhandsker er tykke og uhandy at arbejde med. Langt om længe får jeg åbnet pulken, og konstatere... “Din store idiot. Du har jo samme farve træksnor som Kenneth”. Det er den forkerte pulk jeg har brugt tid på.

Nu begynder jeg virkelig at fryse. Jeg sætter mig ned på knæ, med ryggen op mod vinden, så jeg kan skærme mine hænder for vinden mens jeg lynhurtigt tager yderhandskerne af, og åbner min egen pulk. Jeg tager en pose med dagsrationer samt et par poser havregryn.

Vel inde i forteltet forsøger jeg at få min jakke af, men jeg kan ikke mærke om jeg har fat i lynlåsen pga. de kolde fingre. “Kom nu!” Jeg hiver og flår, mens jeg bliver ramt af en smule klaustrofobisk følelse inde bag mine skibriller, hætte og ansigtsmaske.

Med håndfladerne skubbet jeg i stedet skibrillerne og min hætte over hovedet. Jeg føler mig igen fri. Jeg tumler ind i inderteltet, hvor jeg sætter ny rekord I hvor hurtigt jeg kan få mit tøj af, og komme i soveposen.

Jeg lukker soveposen. Alligevel begynder mine ben at ryste – helt ude af kontrol. Jeg når at tænke, at det her har jeg absolut ikke behov for nogensinde at opleve igen.

Langsom vender følelsen tilbage i fingrene, men mine ben ryster stadig af kulde. Jeg konstaterer at mine lange underbukser er helt gennemblødte. Selvfølgelig. Fygesneen, der kom ned i bukserne da jeg var på toilettet, er smeltet, og huden er så kold, at jeg ikke kan mærke at underbukserne er drivvåde. Af med dem.

Først nu kommer varmen tilbage i kroppen. Centimeter for centimeter. I halvanden time ligger jeg bare og stirre op i teltdugen. Jeg orker kun et nik med hovedet, da min makker spørger, om jeg er okay. I takt med at varmen breder sig, begynder det at stikke og svi i mine knæ.

“Hvad er nu det?”

Jeg åbner soveposen, for at tjekke mine knæ. De er røde og hævede. Uden at have prøvet det før, kan jeg næsten regne ud, at jeg har fået forfrysninger i den smertende hud. I dagene efter får jeg store sorte sår på størrelse med kaffekopper på knæene. Upraktisk ikke at kunne sidde på knæ, når man bor i telt.

Faktaboks 1:

I flere år har jeg haft en drøm om at krydse den grønlandske indlandsis på ski. Det blev en realitet, da jeg i starten af april fløj til Grønland for at deltage i en ti mand stor ekspedition.

Med taskerne fyldt af grej og en tom pengepung drog jeg på mit livs eventyr.

Fem dage efter ankomst var vi pakket og klar til at begynde vores færd - små 600 km der starter fra kanten af indlandsisen ved Kangerlussuaq i vest og slutter ved den lille bygd Isortoq i øst.

Ruten skulle tage os forbi den nedlagte amerikanske koldkrigs-radarstation DYE2 og videre over det højeste punkt I ca. 2500 moh. En tur, der bød på alt fra sne, is og solrige dage, hvor vi kunne gå iført t-shirt og lange bukser, til lange strækmed windchillfaktor helt ned til -35 C og snestorme med vinde op til 30 m/s.

Historier forsat: “Fuck noget lort” mumler jeg. Kenneth svare ikke. Jeg kikker op på ham, og han se at han tænker præcis det samme.

For nogle dage siden kom vi endelig videre efter en lang snestorm, men er noget efter tidsplanen. Desuden har et telthold mistet al vores ekstra brændstof pga. en utæt dunk. Brændstof vi bruger til at smelte sne, lave mad, tørre tøj og få varmen med.

På den positive side er at jeg endelig virker til at være sluppet af med den lungebetændelse jeg har fået penicillin for de sidste ti dage.

Vi forsøger at spare på brændstoffet ved kun at bruge koldt eller lunkent vand, samt spise havregryn i stedet for varm mad til aften, så vi nu får havregryn både morgen, middag og aften. Hvis vores udregninger holder har vi mad og brændstof til tre dage, og vi har ca. 100 km. Tilbage. Det er som sådan ikke kritisk... Hvis ikke det lige var fordi vi de sidste dage var rendt ind i dybere og dybere sne, hvor det i dag til tider gik mig til midt på låret, selvom jeg havde ski på, og vi gik kun 5,7 km på 5 timer, men er alligevel HELT smadrede.

Dystre udsigter

Vi er mildest talt pressede, og har sendt en nødmeldning om vores situation. I teltet går snakken på hvordan vi kan udnytte gruppen bedst muligt, hvor og hvornår vi kan blive hentet med helikopter osv. Desværre afhænger alle planer af det uforudsigelige vejr. Normalt vil sneen sætter sig efter nogle dage. Men vi har hverken mad eller brændstof nok til bare at ligge os til at vente.

Da vi tog af sted var det aldrig et spørgsmål om vi kom over eller ej, men bare om det tog en dag fra eller til. Vi forventede at være ovre på 27-30 dage. Nu er det dag 32 og vi manglede stadig de 100 km.

Faktaboks 2: 

I seks måneder op til afrejse trænede jeg 10-14 effektive timer hver uge. Og i en enkelt uge hele 25 timer.

Træningen har bestået af dæktræk, for at efterligne påvirkningen af en pulk, i skovene omkring København, styrketræning og gåture til og fra arbejde med rygsæk uanset vejr og vind.

På turen over indlandsisen startede vi ud med at gå 5-6 'pas' af 45 minutter og ti minutters pause. I takt med at vores pulke blev lettere og terrænet fladede mere ud, steg antallet af pas pr. dag. Både i mængde og i varighed – især da vi blev mere tidspresset. På slutningen af turen gik vi 12 pas af 60 minutters varighed på en normal dag.

På den sidste etape gik vi længere end nogen af os troede var både fysisk og mentalt muligt inden vi begav os af sted.

Vores ekspedition blev ramt af flere uheld og vanvittigt vejr. Turen blev derfor langt vildere end vi havde forestillet os. Flere ekspeditioner blev evakueret andre steder på isen, og en ung englænder omkom i en af de frygtede østgrønlandske orkaner, en 'piteraq'. Heldigvis kom alle ti i min ekspedition helskindet over indlandsisen - med et minde for livet og en dyb følelse af stolthed og taknemmelighed.

Historier forsat:  Jeg står som en stenstøtte. Jeg føler ingenting, jeg tænker ingenting. Pludselig bliver jeg vækket til bevidsthed, da en stemmer siger: “Vi har slået telt op derovre, så smut over og få noget søvn... Der er optaget inde i beboerhuset”. “Er du sikker?” svare jeg, da jeg kan se at de andre er ved at bære tasker ind og få styr på vores grej. “Ja, du er vidst den der trænger mest, du ser herrens ud”.

Grillpølser som delikatesse

De sidste to døgn har været vanvittige, intet mindre. Jeg har været vågen i snart 50 timer, og siden vi sidst havde lejr har vi tilbagelagt 68 km på 28,5 time i ét stræk. Der er udsolgt.

Da vi nåede enden af indlandsisen var der ingen vild jubel, og ingen faldt hinanden om halsen. Vi var alle sammen helt smadret, og der var stadig et par timers gang ind til Isortoq. Den eneste markering var at vi spiste en frossen grillpølse hver.
Aldrig har jeg troet at jeg skulle nyde frosset kød så meget. Det sidste døgn havde vi gået på det absolut sidste mad vi havde, og alt andet end kiksekrummer og havregryn var kærkommen.

Lang næse

Ved midnatstid dagen før, for over 30 timer siden, var jeg krøbet ud af min sovepose efter halvanden times afslapning, for sammen med Erik, vores ekspeditionsleder, at gå i forvejen før resten af gruppen. Planen var at finde sporerne fra en norsk ekspedition, der var cirka et døgn foran os, og følge dem ned af isen.

Vi fandt sporet, endelig lidt held i sprøjten, og fulgte det resten af dagen. En gruppe grønlandske fangere skulle mødes med nordmændene, og ville efterlade os noget brændstof og mad på det GPS-koordinat vi gik mod. Vi troede at der ville vi møde klipperne, så vi kunne sige at vi nu var nået land på østkysten. Men ak, da vi nåede frem var der bare fladt og hvidt, her var intet. Det viste sig at nordmændene var gået i forvejen, så fangerne var aldrig nået ud med depotet.

Vi måtte begive os videre ned af isen den kommende nat, uden forsyningerne. Vejret var dog endelig med os, da aftensolen lagde sit smukke lilla lys på bjergene der nu tårnede sig op foran os. Det var det sidste hårde stræk mod enden på en på samme tid smuk, lang, kold, udfordrende, deprimerende og fantastisk rejse!

En slidt krop

Efter nogle timers søvn går jeg ind i Isortoqs lille beboerhus. Ved spisebordet får jeg en sodavand, og spiser to rundomer og syv flutes med leverpostej.
Folk kikker på mig som om jeg var et spøgelse, og da jeg ser mig selv i spejlet forstår jeg hvorfor.

Mine hvide øjne er udstående og store som tekopper, det meste af ansigtet er solskoldet og huden er allerede begyndt at skalle af nogle steder. Kinderne er indsunkne, min næse er fyldt med sår og hudflager og min underlæbe er ét stort sår pga. sol, frost og slidtage. Jeg tager trøjen af. I spejlet overfor mig står et tyndt, afmagret fugleskræmsel med hvid overkrop og totalt solbrændt ansigt med store øjne. Der står spøgelset, 7 kg, over en tiendedel af min vægt, lettere end da jeg startede ekspeditionen for 35 dage siden.